Lucy og Martin

Lucy fortæller:

Jeg er prostitueret – du kan bare kalde mig Lucy. Det er ikke mit rigtige navn; men det er den historie jeg har fået lov til at fortælle jer til gengæld.

Det er tydeligt, at der overfor prostitutions-branchen er en udbredt misforståelse omkring, at det kun er klamme gamle mænd der kommer hos os. Jeg vil fortælle dig en historie omkring prostitutionens lyse side gennem historien om Martin.

Jeg mødte Martin i den periode, hvor jeg arbejdede i indre København på et bordel vi for historiens skyld kalder Edens Have – for det var netop, hvad det skulle vise sig at blive den aften. Edens Have havde 4 klient-værelser, et badeværelse, et venterum og et medarbejderrum. Vi arbejdede seks piger og en receptionist på stedet. Det var ikke et high-class sted, men der var rent og sikkert. Jeg var 25 år, single og studerede samtidig på Københavns Universitet. Jeg var ikke den kønneste af pigerne, men den aften, havde jeg iklædt mig selv en lyshåret paryk, en kort kjole og et par lækre stockings. Jeg var halvejs igennem min 10 timers vagt den søndag da Martin ringede på døren ind til Edens Have. Per rutine blev han anvist en siddeplads i venterummet og vi vimsede 3 piger ud til fremvisning, for kort efter at vende tilbage til medarbejder-rummet afventende på hvem af os han ville vælge. Heldigvis kaldte receptionisten på mig.

Martin havde booket mig i en time og jeg ydede min service i en af de mere lys dæmpede værelser. En time kan være RIGTIG lang tid låst væk fra omverdenen med en fremmed, specielt hvis man ikke kommer godt ud af det sammen. Med en dobbeltseng, et lille natbord og et ur til at holde styr på tiden samt en træstol kunne rummene komme til at føles næsten klaustrofobisk små. Men Martin og jeg faldt fuldstændig i hak og den time han havde booket mig i fløj afsted. Samlejet var hurtigt overstået og vi brugte den resterende tid på at ligge nøgne og fortælle skøre historier. Han blev dog tændt lige mod slutningen og tilbød at betale for endnu en time. I løbet af denne time hørte jeg hans livshistorie; han arbejdede på en boreplatform 21 dage af gangen og var så hjemme i 10 dage for igen at vende tilbage til platformen. Når han var hjemme brugte han det meste af sin tid på at feste og bo på 5 stjernede hoteller i København – slet ikke en dårlig livsstil, hvis du spørg mig.

Den anden time var gået hurtigere end den første. Vi havde det sjovt og Martin ville ikke sige farvel, så

erica simone

med kun 3 timer tilbage af min vagt tilbød han at betale for dem også. Vi endte med at bruge hele natten på det værelse. Vi snakkede og grinte meget sammen. Jeg kan ikke udelukke, at jeg nok blev lidt vild med ham. Jeg nød hans selskab og hans humor. Derfor takkede jeg også ja til at møde ham igen på hans hotel dagen efter – gratis.